Enkelt og tidsløst
Møbler og inventar til butikken er skabt i samarbejde med den københavnske arkitekt- og designvirksomhed Studio 0405, som har haft fokus på at lave enkelt, tidsløst og samtidig ekstraordinært interiør, der matcher vores egen designfilosofi.
”De møbler, jeg har designet, bygger bro mellem kundens hjem og butikken. Det er intentionen, at kunderne kan forestille sig tekstilerne derhjemme, når de oplever dem i butikken. Møblerne rolle er at formidle den hverdagssituation, som produkterne passer til,” fortæller Nikolaj Mentze, som er designer og ejer af Studio0405.
Møblerne – bl.a. en seng, borde, skamler og stole – er samtidig med til at formidle historien om Georg Jensen Damask.
”Alt er lavet af dansk egetræ. Det er et ærligt og enkelt materiale, og man kan se livet i materialet. Det har en historie – ligesom den arv, Georg Jensen Damask står for,” forklarer Nikolaj Mentze.
Inspirerende miljø
Kvarteret omkring Strandvejen i Hellerup byder på masser af gademiljø med designbutikker, hyggelige kaffebarer og gode spisesteder. Butikken ligger i gåafstand til Hellerup Station, og er du i bil, kan du parkere på en af de mange sideveje til Strandvejen.
Træd ind i Hellerup-butikken, og find hele vores kollektion af tekstiler til boligen. Se og mærk kvaliteten, og oplev alle de smukke designs.