Stofrester får nyt liv på Koldinghus

Den Kongelige Systue i Kolding

På 3. etage i Koldinghus’ historiske rammer blander symaskiners brummen sig med snak og grin. Her, hvor prinser, prinsesser, konger og dronninger engang havde til huse, er der nu indrettet syværksted med symaskiner, perler, knappenåle og stoffer i alverdens farver og materialer. I dag er det slottets frivillige sygruppe, der benytter lokalerne til at sy dragter til særlige anledninger – og ikke mindst til det populære udklædningsværksted, som ligger lige inde ved siden af. I disse lokaler kan alle besøgende få lov til at mærke historiens vingesus og prøve specialsyede dragter i ægte renæssancestil.

Donationer fra nær og fjern

Den Kongelige Sygruppe har eksisteret siden 2010 og består i dag af cirka 35 frivillige, som alle deler en interesse for at sy og en lyst til at levendegøre slottets historie. To af dem er Birgit og Tove, som har været en del af sygruppen i fire år. De er begge enige om, at gruppen udgør en perfekt mulighed for at kombinere en hobby med socialt samvær. Alle kan være med – uanset færdigheder. Det vigtigste er, at man har lyst til at bidrage. Så er det lige meget om man rydder op, organiserer materialer eller sidder ved symaskinen.

”Det sociale er helt klart det halve af det. At vi kan sidde og drikke en kop kaffe og snakke om, hvordan vi hver især har det. Det hører jo også med”, forklarer Tove.

Langt de fleste materialer i systuen er donationer fra firmaer, privatpersoner eller andre systuer. Alt kan bruges – både nyt og gammelt. Gardiner, sengetæpper, flæser, knapper og meget andet. At genbruge og se nye muligheder i materialerne er en vigtig del af sygruppens arbejde, fortæller Birgit:

”Jeg er i gang med at lave en jakke ud af et gammelt sengetæppe, vi har fået. Der var nogle pletter på, som ikke ville gå af, så jeg klipper mønstret udenom dem. Det er jo det, der er det sjove. At vi kan genbruge stofferne og få dem mikset sammen. Det er helt specielt at kunne give dem nyt liv”.

En historiefortælling i damask

Når systuens frivillige henter stoffer ned fra hylderne med donerede materialer, hænder det af og til, at valget falder på et damask-design. Georg Jensen Damask har nemlig doneret overskydende stofrester til slottet siden 2016. I forbindelse med specialsyninger, kan der sommetider være stofrester tilovers, og de doneres glædeligt til Koldinghus, hvor de får gavn igen. Alt fra sengetøj til duge kan få nyt liv, når det bliver genskabt som prægtige kjoler, farverige børnedragter, kostbare kapper osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser, når de frivillige beslutter, hvad tekstilerne skal gå til.

Sygruppen finder selv inspiration til dragterne fra gamle billeder – og så gælder det ellers bare om at vælge, hvilke stoffer man vil arbejde i og begynde at sy.

Stofrester fra tre sengetøjsklassikere - FACET,  FAIRYTALE og GRID.
Stofrester fra tre sengetøjsklassikere - FACET,  FAIRYTALE og GRID.

Oplevelser for store og små

Arbejdet med dragterne er dog ikke noget, der bare kan overstås på én dag. Det tager lang tid at få alle detaljer med. Man kan derfor godt regne med at skulle afsætte mellem 150-200 timer til at sy en dragt – nogle dragter har endda taget helt op til to år at færdiggøre. Men det er det hele værd, forklarer Tove og Birgit. Der er nemlig noget helt særligt ved at se sine egne værker i brug:

”Vi syr det, fordi vi godt kan lide at se det blive brugt. I udklædningsværkstedet kommer hele familier ind og prøver tøjet. Der er mange, der siger, at det simpelthen er det bedste ved hele oplevelsen”, afslutter Birgit.