Mine forældre holdt mange middagsselskaber, og jeg husker tydeligt at sidde i køkkenet og spise sammen med mine tre søskende, mens de voksne festede. Det var hyggeligt, at der skete noget. At der var leben. Og jeg kunne godt lide, at det summede nede fra stuen, når jeg sad oppe på mit værelse om aftenen. Min mor var hjemmegående, og hun var der altid for os børn. Der duftede ikke af nybagte boller, men det var et varmt, trygt og kærligt hjem med højt til loftet. Og så var der også lidt larm og sjov. Det er langt hen af vejen det hjem, jeg selv ønsker at skabe.

Jeg sætter pris på at have et sted, jeg kan åbne op for mange mennesker og invitere til fest. Jeg har flere lette møbler, som jeg kan flytte rundt på, hvis jeg får lyst til at have et langbord i stuen, fordi vi skal holde fødselsdag. Men samtidigt skal hjemmet også være et sted, hvor jeg kan være alene eller sammen med min datter. På den måde må der gerne være mere ro end i mit barndomshjem, hvor jeg aldrig var alene. Det er nok derfor, at jeg har indrettet mig så lyst, fordi der i den enkle farvepalet ligger en ro. Hvis jeg vælger et mere farverigt objekt, vil designet være superenkelt, og hvis designet er mere finurligt, så vælger jeg det ofte i hvid, så det stadig fremstår ret clean.

Hjemmet skal være mit helle. Jeg har et udadvendt arbejde, hvor jeg ser mange mennesker i løbet af en dag og træffer beslutninger hele tiden. De rolige rammer gør det nemmere for mig at koncentrere mig om det, jeg skal have fokus på i mit arbejde, for eksempel at tage nogle vigtige ledelsesmæssigt beslutninger, men også i livet generelt. Jeg har også noget med renhed, jeg kan slet ikke fokusere, hvis det roder omkring mig. Fordi mine ting herhjemme er så forholdsvis enkle, skal jeg ikke tage stilling til dem. Jeg kan bare være i det. Og nyde tilværelsen med min datter og kæreste.