DESIGNERE
John Becker
John Kristian Becker (1915-1986) dansk designer, væver og forfatter uddannet hos Gerda Henning på Kunsthåndværkerskolen og hos Geismar på Den danske væveskole med afgang fra begge i 1938. Efter en kortvarig ansættelse som designer på Den blå Fabrik kom John Becker fra 1939 på Gerda Hennings private vævestue, hvor han især fik lejlighed til at væve damask.
I 1946 åbende John Becker sammen med sin hustru Kirsten Becker eget håndvæveri i Søllerød. Yderst optaget af damaskvævningen og dens mange muligheder bar deres designs præg af en stram komposition og velordnet rigdom i detaljerne. Blandt mønstrene er kombinationer af geometriske former og naturalistiske motiver. Ved hjælp af mange afstemte farvenuancer, der spiller op mod hinanden samt variation i de fine garnkvaliteters struktur, har de skabt harmoni mellem omgivelserne og de vævede tekstiler. I starten bestod produktionen hovedsageligt af dækketøj, gulvtæpper og kirketekstiler, hvoraf den sidste kategori skulle vise sig at være deres største succes, med stor produktion af antependier, messehagler og alterduge. Et samarbejde med Arne Jacobsen, efter hvis udkast de udførte scenetæppet til Munkegårdsskolen og gardiner til SAS-huset, var i særlig grad en teknisk udfordring, men netop den tekniske indsigt kendetegner de designs, der udgik fra Kirsten og John Beckers håndvæveri i Søllerød.
I 1958 foretog John Becker og Bent Georg Jensen sammen en rejse til den finske væver Dora Jung, kort efter kom John Becker’s første design for Georg Jensen Damask, Calypso, på markedet. Dette blev startskuddet på et mangeårigt samarbejde som designer for Georg Jensen Damask, hvor han nåede at få mere end 35 forskellige designs udgivet og hvor han også i dag har en fast plads i kollektionen.
For Georg Jensen Damask har John Becker blandt andet designet Becker 63 viskestykket, Twill viskestykket Dandelion dugen og Vildrose dugen.
PRODUKTER DESIGNET AF
John Becker