RUM TIL LEG OG KREATIVITET

Interview
Rum til leg og kreativitet

Fine detaljer og højt til loftet kendetegner det værelse, arkitekt og designer Cecilie Milsted har indrettet til sin søn. Her er få ting i god kvalitet, der kan holde i mange år.

Ved første øjekast ser man dårligt, at man er trådt ind i et børneværelse. En seng, et stort skab og et par kurve på gulvet udgør det primære interiør på værelset, og kun ganske få ting som en børnelampe og et par kurve med legetøj afslører, at rummet tilhører 4-årige Wilhelm. Det er helt bevidst, at børneværelset i den gamle københavnerlejlighed er spartansk indrettet. Det giver ro til at lade øjet vandre og plads til, at kreativiteten kan folde sig ud, fortæller arkitekt og designer Cecilie Milsted, som er mor til Wilhelm og hans lillebror Svend. ”Jeg synes gerne, at børneværelset må være så tomt som muligt, så der er god plads til, at drengene kan lege. For mange ting kan være stressende for børn, tror jeg. Det er selvfølgelig vigtigt, at det også er hyggeligt, men det kan man nemt skabe med billeder eller lidt pynt,” siger hun.

Cecilie Milsted trives bedst med, at der er orden i tingene og vil gerne undgå, at der er legetøj over det hele. ”På gulvet er der en kurv med Lego og en rodekasse med blandede ting. Resten står i et skab, men vores børn har ikke så meget legetøj, for vi synes ikke, at man skal have for mange ting. Vi prøver hele tiden at skære ned. I virkeligheden kunne børn jo bare lege med en grydeske – i hvert fald imens de er små,” siger hun.


Kvalitet fremfor alt
Det vigtigste for Cecilie Milsted er, at de ting, der er på børneværelset er i en høj kvalitet ¬– og at de har en æstetik, der ikke nødvendigvis henvender sig til børn, men sagtens kunne være i en stue eller et soveværelse.

”Jeg tænker ikke så meget på at købe ting, der er lavet med børn for øje. Jeg køber ting til børnene, som jeg også selv gerne vil have – og kun ting i god kvalitet. Børnene skal lære at få en fornemmelse af kvalitet, så vi køber ikke noget, der ikke er ordentligt,” siger hun.

Sengen på børneværelse er egentlig en voksenseng, og den har Cecilie Milsted og hendes mand valgt, for at Wilhelm kan tage den med, når han om mange år flytter hjemmefra. Langtidsholdbare køb giver bedst mening for parret.


Smukke tekstiler
Som designer og ejer af det eksklusive tøjbrand til kvinder Milsted arbejder Cecilie Milsted professionelt med kvalitetstekstiler, og derfor går hun selvfølgelig ikke på kompromis med de tekstiler, der er i børneværelset.

Oven på Svends seng ligger et smukt patchworktæppe, som hun har købt vintage.
”Drengene leger og sidder en del på sengen, og jeg kan godt lide, at sengetøjet er rent, så derfor reder jeg altid sengen om morgenen,” forklarer hun.










"Den varme lerfarve lyser fint op, synes jeg, og så er jeg helt vild med, at sengetøjet bare bliver flottere og lækrere, jo mere man bruger og vasker det"
Percale-sengetøjet i farven Ler fra Georg Jensen Damask passer smukt til de afdæmpede farver, der er i rummet.

”Den varme lerfarve lyser fint op, synes jeg, og så er jeg helt vild med, at sengetøjet bare bliver flottere og lækrere, jo mere man bruger og vasker det,” siger Cecilie Milsted.



Opbevaring og orden
Reglen i hjemmet er, at man leger med én ting ad gangen, så det hele ikke ender i kaos. Når legen med Lego er færdig, bliver det hele samlet i en stor Lillerød-kurv, og så kan en anden leg begynde.

”Det er vigtigt for mig, at der er gode opbevaringsløsninger, så børnene hurtigt kan komme til deres ting, og så det er nemt at rydde det hele op igen,” fortæller Cecilie Milsted.