5 tips til en aften i særklasse

Århundreders stolte vævetraditioner danner base for gastronomiske oplevelser i Mette og Rainer Gassners madunivers, Ti Trin Ned i Fredericia. Når gæsterne besøger den anmelderroste restaurant, er der selvsagt styr på middagen og æstetikken – både på bordet såvel som på tallerkenen.  Vi har fået lov til at dele 5 overordnede tips til en god aften ifølge ejer og restaurantchef, Mette Gassner. Læs med og få inspiration til borddækningen, menuen og de små ekstra detaljer, som gør middagen fuldendt.

Læs mere om vores samarbejde med Ti Trin Ned, her.

1.

Dæk et enkelt og sæsonaktuelt bord. Invester i en smuk damaskdug med et langtidsholdbart design og en klassisk farve – og spar ikke stofservietterne væk. Begge dele kan bruges igen og igen, og du undgår trends, køb-og-smid-væk-kulturen og papirservietter, som både er dyre i det lange løb og miljøbelastende.

Og husk altid at stryge dugen og servietterne!

Vælg en enkel vase og et stearinlys eller to – og gå på jagt i haven, grøftekanten eller marken for at få borddekorationen til at afspejle årstiden i naturen. Blomster, aks, grene, frøstande er elegante på bordet og langt billigere end de store buketter.

2.

Sammensæt menuen ud fra sæsonen og lad det være menuen, der sætter stemningen: Lyse, lette retter i foråret og sommeren – og varmere, tungere retter, når efteråret sætter ind.

Har du favoritretter, som du serverer igen og igen, så lad også dem afspejle årstiden. Lad den hjemmelavede is få selskab af friske bær i sensommeren og en god æblekompot om vinteren (i stedet for at købe jordbær i november).

3.

Vær ambitiøs omkring de gode råvarer og skær ned på antallet af retter.

Godt kød og god fisk koster mere, men smager bedre.

En god aften behøver ikke være en 3-retters menu, men kan sagtens være 2-3 gode snacks, en god hovedret og en lækker, hjemmebagt småkage eller lidt-men-godt-chokolade til kaffen. Udfordr dig selv! Drop den klassiske 'fisk til forret, kød til hovedret og så dessert' og lad måske hovedretten være fisk?

Og lad det være okay at fadet tømmes – alle er garanteret mætte alligevel.

Det er downscaling og ’stop-madspild’ og ikke nær så stressende for den, der står i køkkenet.

4.

Du kan med fordel investere i vinglas, der passer til dine ‘yndlingsvine’. På den måde får du og dine gæster den bedste oplevelse af vinenes smag og bouquet. Vælg for eksempel fire – og starter du din vinsamling fra bunden, så vælg først et Cabernet Sauvignon-glas og følg op med et Sauvignon Blanc-glas.

I prioriteret rækkefølge:

1. Cabernet Sauvignon/Merlot

2. Sauvignon Blanc/Dessertvin

3. Pinot Noir (Burgundy)

4. Chardonnay/Montrachet

5.

Drik meget mere champagne! Gå uden om de billige og køb en god champagne. Champagnen er den bedste start på en god aften – og husk de gode snacks.