Hvordan tilbereder du mad udendørs?
Det er både sejt og hyggeligt at lave mad på bål – det smager af bål og brand, og det er bare lækkert. Mange af de bedste restauranter har etableret et bålsted, fordi alle kokke lige nu leder efter unikke smage, og dét er bålsmagen! Mad bliver aldrig det samme over bål. Alle kan købe et lækkert komfur, hvor man kan stege sin mad, men det hele kommer til at ligne hinanden. Et bål er mere ukontrollerbart og unikt. Samtidig er det virkelig hyggeligt at lave bål – det at sidde sammen om et bål bringer folk tættere sammen, og man kan gøre det på alle årstider.
Hvordan kommer man i gang med at lave mad på bål?
Mit bedste råd er at gøre det så enkelt som muligt. De helt enkle ting kommer til at smage fantastisk, når man laver dem ude. En nem idé er at tage nogle æg med hjemmefra og stege dem på panden over bål. Riv noget god ost over, og put en masse stegte ramsløg på eller friske urter på. Om efteråret er stegte kantareller og rørhatte lækre. Man kan også lave en dej hjemmefra og stege fladbrød på bålet. Det kan generelt være en god idé at lave lidt forberedelser hjemme i køkkenet og tage en kniv, nogle
viskestykker og et par
karklude med ud.
Hvad kan man ellers lave på bål?
Man kan næsten lave alt på et bål, men hvis man er på stranden, kan man fange en fisk eller muslinger. Muslinger kan dampes i en gryde i lidt hvidvin. En friskfanget fisk kan man pakke ind i en våd avis og smide direkte ind i bålet. Vandet i avisen damper fisken og beskytter den mod flammerne. Når avisen bliver tør og begynder at brænde, så passer det i de fleste tilfælde med, at fisken er færdigtilberedt. Hvis det skal være helt enkelt, kan man spise fisken, som den er, med salat til. Grøntsager som rødbeder, porrer og løg kan nemt kastes direkte ind i gløderne og skrælles og spises, når de er færdigstegte.
Hvad er dit bedste tip til at lave mad i naturen?
Gør præcis, hvad du føler for. Prøv nogle ting af, og sørg for at holde det enkelt.
Hvilke råvarer kan du selv høste?
I den kommende tid bugner naturen af råvarer, som kan høstes og bruges som ingredienser i dejlige sommerretter. Her er Mikkel Karstads guide til et udvalg af råvarer, du kan samle i naturen i sommermånederne:
Kantareller, hybenroser, rapsblomster, hyldeblomster, vild peberrod, vandmynte og vild brøndkarse.