Lemon curd som værtindegave

Medbring en personlig værtindegave næste gang du skal til middag med gode venner. Lemon curd er en citron smørcreme, der kan bruges som en marmelade, fyld i kager eller som topping på cupcakes. Lemon curd har været brugt i mange år i England på de traditionelle tebord, men er de senere år blevet meget populær i både kagebagning og til morgenmaden.

Hæld din lemon curd på smukke glas og glæd en du har kær med denne perfekte kombination af sødt og syrligt. Se her, hvordan.

Pssst. Du kan jo også bare lave den til dig selv. Den smager virkelig godt – også direkte fra glasset 😉


Til din lemon curd skal du bruge:

4 citroner - saften
Revet citronskal fra 2 af citronerne (brug usprøjtede citroner)
3 æg
75g smør
175g sukker

Indpakning:

Patent eller syltetøjsglas
Viskestykker og karklud
Evt. lille gavepose

Sådan gør du:

Pisk citronsaften fra de fire citroner sammen med æg og sukker i en gryde ved middelvarme (pas på det ikke kommer op at koge)

Når det hele er pisket godt sammen i et par minutter og tilsæt da smør og citronskal lidt af gangen (det kan være en fordel at skære smørret i tynde skiver inden de tilsættes, så de smelter hurtigere).

Pisk det hele sammen ved middelvarme indtil det tykner og får den ønskede konsistens.

Når den helt rigtige konsistens er nået hældes det gennem en sigte i opbevaringsglas og køles ned.