• 60 dage bytteret
  • Bytteret i 10 butikker
  • Fri fragt ved køb over 600 kr.
  • Levering 1-2 dage
Vælg sprog

Væveprocessen

I vores væveproces arbejder vi med fokus på kvalitet, funktion og levetid. Vi nørder med garner, bindinger og vævninger, og arbejder til stadighed med at finde nye strukturer, der kan opfylde et behov i vores kunders travle hverdag. Fra opstarten af et projekt til det færdigvævede tekstil ligger på lageret, går der ofte flere år, fordi vi tester og gennemgår vævningerne mange gange i processen.

Vidste du?
•  Der går ca. 23.600 enkelttråde i en Arne Jacobsen damaskdug på 165 x 260 cm.
•  Det tager op til 2 dage at tråde en væv.
•  Der går tre måneder fra et sæt sengetøj sættes i gang på væveriet, til det ligger klart i skrædderiet.


Kvaliteter og garner

Uanset, hvilket materiale vi væver i, er det altid med fokus på kvalitet, funktionalitet og holdbarhed. Vi arbejder med flere forskellige typer af garner, som hver især har sine fordele og egenskaber.

Bomuld: Vi anvender egyptisk bomuld i langt størstedelen af vores produkter. Egyptisk bomuld, er den fineste bomuldsvariant med de længste fibre, og dyrkes i de fleste bomuldsproducerende lande. Navnet er dermed i højere grad en kvalitetsbetegnelse, mere end et udtryk for oprindelsesland. Bomuldens fiberlængde har stor betydning for kvaliteten. Lange fibre giver et stærkere og finere garn. Det betyder, at blot 3-5 % af høsten på verdensplan, kan anvendes i vores produktion. Vi anvender dog også kombinationer af bomuld med lange og mellemlange fibre, når funktionalitet eller andre årsager tilsiger det. For eksempel i håndklæder er løkkerne vævet med langfibret bomuld der giver ekstra blødhed, og basen, som løkkerne er vævet på, er vævet med en bomuld med kortere fibre, da disse har en bedre absorberingsevne. Det samme gør sig gældende for viskestykker, hvor en bomuld med kortere fibre er bedre til at absorbere og afgive væske.

Hør: I hørproduktionen bruger man det inderste lag af stænglen, til at udvinde fibrene og fremstille garnerne. I sin naturlige form er hør et groft og relativt stift materiale, men da vi ønsker en særlig finhed i vores hør, har det krævet flere forarbejdningsprocesser, for at opnå den helt rigtige blødhed. Det unikke ved hør er, at det er et meget slidstærkt materiale, som kun bliver blødere i brug. Desuden har hør en række naturlige fordele, som betyder at det både er termoregulerende og antiseptisk. Næsten alt hør er produceret i Europa, fordi klimaet her er optimalt til det. Vores tekstiler i 100% hør er både høstet og vævet i Europa.

Uld: Vi bruger uld i vores kollektion af accessories. Vi har puder og plaider i forskellige typer af uld. Fordelen ved at bruge uld til puder og plaider er, at uld har en særligt god isoleringsevne og dermed varmer godt på kolde aftener. Desuden holder uld godt på farverne, er modstandsdygtig overfor slid og krøller ikke.


Indfarvning

Bomuld, hør og uld kan indfarves på flere forskellige måder: Som fibre, før der spindes og tvindes, som metervare (stykfarvning) – og endelig ved garnfarvning. Vi anvender primært garnfarvning, fordi denne type indfarvning sikrer den højest mulige farve- og vaskeægthed for boligtekstiler. Samtidigt giver garnfarvning mulighed for at arbejde med forskellige farver og dermed skabe mere kontrast i designet. Ved indfarvningen afpasses og kontrolleres forholdet mellem mængden af farvestof, temperatur, tryk og tid nøje. For at få et produkt, der er let at behandle, tåler vask ved 60°C og kan stryges eller rulles ved op til 200°C, uden risiko for farvepåvirkning, stiller vi høje krav til farve- og lysægthed.

Vævning

En vævning er sammenfletningen af to retvinklede trådsystemer, hvor de langsgående tråde danner kæden, mens de tværgående tråde danner skuddet. Man kan arbejde med skafte- og/eller jacquardvævning, hvor skaftevævning producerer enkle mønstre i tern og strib, mens jacquardvævning muliggør avancerede mønstre og designs, som vi kender det fra damaskduge og sengetøj.

Bindinger

Bindinger er de sammenbindingspunkter, der opstår, hver gang kæde- og skudtråd passerer hinanden i et mønster: Der er tre grundbindinger – lærredsbinding, køperbinding og satinbinding. Vi anvender alle tre bindingsmetoder – afhængig af produktet og design. De forskellige bindinger bidrager på hver sin måde, til at fremhæve det optimale udtryk ved de forskellige designs.

Lærredsbinding: Lærredsbinding er den mest enkle af de tre bindinger og bruges i for eksempel vores lagner, til BASE produkterne og SOLID dugen. Kædetrådene går skiftevis over og under skudtråden. Bindingen giver et særdeles slidstærkt produkt.












Køperbinding: Bindingen, som også kaldes Twill, danner et diagonalt mønster i stoffet. I køperbindinger går kædetråden over to og under en skudtråd. Fordi bindingen har færre bindingspunkter end lærredsbindingen, er resultatet et meget smidig produkt, som vi eksempelvis kender det fra vores viskestykker.











Satinbinding: Kædetråden går over fire og under en skudtråd i en 5-bindig satin. Denne binding giver en meget glat og glansfuld overflade. Derfor er satinbindingen den mest anvendte binding i vores duge og sengelinned. Sengetøj vævet med satinbindinger er desuden kendetegnet ved stor smidighed og høj åndbarhed.



Efterbehandling

Det er muligt at tilføre bomuldsgarner og vævede bomuldsmetervarer en række ekstra brugsegenskaber ved efterbehandling. Georg Jensen Damask anvender mercerisering, som en efterbehandlingsproces af bomuldsprodukter der giver et glat og glansfuldt udseende samtidig med, at fibrene styrkes og bliver yderligere smudsafvisende. Lagener efterbehandles ved sanforisering som er en tvangskrympning, der stabiliserer metervaren og dermed sikrer produktets dimensioner. Enkelte duge efterbehandles, så de bliver smudsafvisende og meget lette at holde. Hør sengetøj og kimonoer gennemgår en efterbehandlingsproces, der blødgør fibrene og dæmper det naturlige krøl der er i hør.

Damask væveteknikken

Damask, som vi er særlig kendt for, er en væveteknik, som oprindeligt stammer fra Han-dynastiets Kina (200 år f.Kr.), hvor den blev brugt til fremstilling af farverige og fornemme silkestoffer. Teknikken spredte sig til Orienten via Silkevejen, og Damaskus i Syrien blev hovedsæde for damaskvæveteknikken. I Middelalderen dukkede teknikken op i Sydeuropa og bevægede sig nordpå, hvor den fik et nyt centrum i Haarlem, Holland. Det var her Georg Jensen-familien blev introduceret til væveteknikken og bragte den til Danmark. Damaskvæveteknikken er karakteriseret ved tætte og fintrådede tekstiler. Reliefudtrykket med matte og blanke flader opstår ved, at den tværgående (skuddet) og langsgående tråd (kæden) skiftevis dominerer mønsteret. Damaskvævningen foregår på en jacquardvæv og der anvendes primært satinbindinger for at give de smukke designs det rette udtryk og høj detaljegrad.

Kvalitetskontrol

Vores kunder forbinder os med ”høj kvalitet” og derfor arbejder vi målrettet med kvalitetstjek af vores produkter. I tæt samarbejde med vores leverandører, har vi udarbejdet detaljerede specifikationer for de tolerancer, vi kan acceptere for garnernes, ujævnheder og farvedifferencer. Leverandøren kontrollerer inden afsendelse, at tolerancerne er overholdt – og ved modtagelse gennemgår vi atter produkterne for at sikre, at en eventuel variation ligger inden for specifikationerne. Den strenge kvalitetskontrol garanterer, at produkterne fra Georg Jensen Damask altid lever op til kravene om høj kvalitet – og sikrer at vi har en usædvanlig lav reklamationsrate, på blot 0,2%.
GEORG JENSEN DAMASK

Georg Jensen Damask er en kulturbærer af både dansk designtradition og håndværkshistorie. Vores historie bygger stolte vævetraditioner siden 1756, men der har været vævere i familien bag Georg Jensen Damask helt tilbage til 1500-tallet.
Dengang og nu er tekstilerne baseret på klassisk design, med fokus på funktionalitet og kvalitet.  

Gennem tiden har vi arbejdet sammen med nogle af de mest anerkendte vævere, designere og arkitekter som f.eks. Arne Jacobsen, Cecilie Manz, Andreas Engesvik, Margrethe Odgaard og Nanna Ditzel. Endvidere har vi adskillige projekter bag os med Kongehuset og kan med stolthed kalde os Kongelig Hofleverandør.

KUNDESERVICE

Har du spørgsmål, kan du kontakte os