Her favner vi både tidsånd og tradition, når vi i samarbejde med anerkendte arkitekter, designere, vævere og kunstnere går fra ide til endeligt design og gennemarbejdede kollektioner. Altid med fokus på kvaliteten, funktionaliteten og de stolte vævetraditioner, der gennem århundreder har været essensen af Georg Jensen Damask.
Bliv inspireret til at gøre både hverdagen, festerne og livet smukkere med lækre opskrifter på den rene velvære til gane og krop, udførlige guider til smukke opdækninger og tip til, hvordan du kan bruge farver, tekstiler og forskellige teksturer til at skabe en personlig stemning i dit hjem.
Borddækningens kunst ligger vores hjerte nær, og vi elsker at dele ud af vores lange erfaring med, hvordan du kan dække og style et smukt bord derhjemme til glæde for både dig selv og dine gæster. Et bord, der forkæler sanserne og indbyder til hyggelige stunder med nærvær, latter og lange snakke. Ikke bare ved livets store fester, men også i hverdagen omkring spisebordet eller havebordet, hvor det hele gerne må være lidt mere uformelt og uhøjtideligt med hør og grovere strukturer i dugen eller stofservietterne.
Få vores bedste ideer til de mange lejligheder, der kalder på et veldækket bord. Børnefødselsdagen, hvor det gerne må være farverigt, festligt og med rigelige mængder konfetti. Brylluppet, der er en af livets allerstørste begivenheder og kalder på en overdådighed af blomster og fine detaljer som stofservietter, der kan foldes med en lille lomme til menuen. Men også picnicturen ud i det grønne, hvor det er hyggeligt at gøre lidt ekstra ud af det med en dug som tæppe, drikkevarer i patentflasker og fine viskestykker omkring brødet.
Luksus er også middagen, omhyggeligt tilberedt inden gæsterne banker på døren. Mød vores samarbejdspartnere, når vi deler opskrifter fra Michelin-hædrede restauranter og hylder gastronomien med fortællinger, tips og tricks til, hvordan du selv kan sætte rammerne for en eksklusiv aften. Vi guider dig til gode madoplevelser, uanset om anledningen er en picnic-tur i det fri eller en middag i mere formelle rammer. Imponer dine gæster med et lækkert grydebrød eller maltbrød med kastanjer, næste gang du får besøg – eller forær en spiselig værtindegave næste gang, du er inviteret til middag. Vi viser dig, hvordan du kan sige tak for invitationen med en hjemmerørt chili-mayo eller lemon curd fint anrettet i små glas.
Velkommen til vores verden af design – vi glæder os til at dele den med dig.