Vælg sprog

Georg Jensen Damask leverer nyt rekordregnskab


Designvirksomheden Georg Jensen Damask offentliggør i dag sit bedste regnskab nogensinde med en omsætningsfremgang på 22 procent.

Når Georg Jensen Damask i dag offentliggør sit årsregnskab for 2016-2017, viser det et bruttoresultat på 62,4 mio. kr. mod sidste års 54,4 mio. kr. Resultatet er landet på 16,3 mio. kr. før skat imod 11,3 mio. kr. året før og er dermed det bedste resultat i Georg Jensen Damasks 261 år lange historie.

Det er et historisk resultat og en betydningsfuld milepæl for den danske familieejede virksomhed, der med sine store ambitioner er i rivende udvikling. Det er også en stolt adm. direktør for Georg Jensen Damask, der kan fremlægge en tilfredsstillende årsrapport for 13. år i træk.

”2017 var endnu et godt år for Georg Jensen Damask, og det er vi selvfølgelig utrolig stolte af. Ambitionen har aldrig været den hurtige vækst, men derimod en kontrolleret udvikling. En udvikling, der sikrer det langsigtede perspektiv og derved vores målsætninger. Vi har arbejdet målrettet på udvalgte fokusmarkeder, ligesom vi har fokuseret endnu mere på digital tilstedeværelse, der både på hjemme- og eksportmarked også vil være et stort fokusområde i næste strategiperiode.  Desuden er vi ikke gået på kompromis med vores ambition om at fremstille produkter i meget høj kvalitet”, siger Peter Hulweg Christiansen, adm. direktør for Georg Jensen Damask.

Historisk arv giver medvind i udlandet

Klassisk design, funktionalitet og kvalitet har altid været de bærende grundpiller hos Georg Jensen Damask, der igennem flere hundrede år og over adskillige generationer, har produceret og designet tekstiler til hjemmet. Georg Jensen Damask bærer således på en unik historisk designtradition, der er funderet i håndværksmæssig kvalitet og tidløst skandinavisk design.

”Danmark er kendt i store dele af verden for at være en æstetisk og designbevidst nation, og det er også tydeligt for os, at når vi bevæger os uden for landets rammer, at alle forventer et stilrent og højt niveau fra vores side. Derudover er det blevet endnu mere tydeligt, at vores historiske arv og rødder også tiltrækker udlandets interesse og er med til at skubbe os i den rigtige retning”, siger Peter Hulweg Christiansen.  

Foruden eksporten er et større fokus på den digitale tilstedeværelse et vigtigt næste skridt for den danske tekstilvirksomhed. Georg Jensen Damask har således taget hul på en større omnichannel-transformation, der skal sikre bedre overensstemmelse mellem brand, sortiment, salgskanaler og tilgængelighed.

”Vores salg vokser både i vores webshops og i de fysiske butikker. Men der er fortsat meget mere vi kan gøre for at forbedre oplevelsen for vores kunder både on- og offline.  Derfor arbejder vi også målrettet på at strømline og tilrette vores profil udadtil, som skal være med til, at vi kan tage det næste store skridt”, fortæller Peter Hulweg Christiansen.


Fakta:
Georg Jensen Damask A/S er en af Danmarks ældste designvirksomheder og et af de førende mærker i Norden inden for tekstiler til boligen. Virksomheden blev grundlagt i 1756, men kan føres helt tilbage til da Columbus trådte i land i Amerika.

Georg Jensen Damask A/S er et datterselskab til Damask Holding A/S. Damask Holding A/S ejes af Bent Hviid, Hviid Invest A/S og Advokat Jesper Hviid, Jesper Hviid Holding A/S.

Georg Jensen Damask A/S har hovedsæde i Kolding og beskæftiger 65 medarbejdere. Salget sker til hjem og virksomheder gennem virksomhedens fem salgskanaler: GJD General Stores, GJD Authorized Stores, GJD Retail Stores, GJD e-commerce og GJD B2B.

For yderligere information, kontakt venligst:
•Adm. direktør Peter Hulweg Christiansen, Georg Jensen Damask A/S, mobil +45 40 43 39 60
•Bestyrelsesformand Jesper Hviid, Hviid Advokater A/S, mobil +45 21 20 89 99

GEORG JENSEN DAMASK

Georg Jensen Damask er en kulturbærer af både dansk designtradition og håndværkshistorie. Vores historie bygger på stolte vævetraditioner siden 1756, men der har været vævere i familien bag Georg Jensen Damask helt tilbage til 1500-tallet.
Dengang og nu er tekstilerne baseret på klassisk design, med fokus på funktionalitet og kvalitet.  

Gennem tiden har vi arbejdet sammen med nogle af de mest anerkendte vævere, designere og arkitekter som f.eks. Arne Jacobsen, Cecilie Manz, Andreas Engesvik, Margrethe Odgaard og Nanna Ditzel. Endvidere har vi adskillige projekter bag os med Kongehuset og kan med stolthed kalde os Kongelig Hofleverandør.

KUNDESERVICE

Har du spørgsmål, kan du kontakte os