Vælg sprog

DIN LIMITED EDITION JUL


Georg Jensen Damask bærer julen ind med FINNSDÓTTIR dugen i en limited edition udgave i en smuk grøn version i 100% egyptisk bomuld. FINNDÓTTIR juledugen blev introduceret i fjor i hvid, men blev så stor en succes, at den nu lanceres i endnu en farve, North Atlantic – som limited edition – hvoraf 180 af dugene er broderet med nummerering.

Dugen er designet af den dansk-islandske keramiker Thora Finnsdóttir, der er kendt for at bryde med konventionerne. Det er julestjernen, der er det stemningsbærende designelement på dugen, en symbolik, der er universel og uden tvivl vil bære dugen ind i den nyklassiske Georg Jensen julekollektion. Dugens levende og legende grid og den klassiske stjerne er begge lavet med inspiration fra facetteret glas, der på dugen giver et næsten 3-dimensionelt udtryk.

Dugens enkle skønhed inviterer æstetikken med til bords og lader et væld af stjerner lyse op. Et elegant underlag for opdækninger i julens øvrige farver. FINNSDÓTTIR mønstret er også overført til viskestykker i både Jade Green og Dark Grey i 50% bomuld og 50% hør.

Intet mindre end damaskvævning til jul

En vævning er sammenfletningen af to retvinklede trådsystemer, hvor de langsgående tråde danner kæden, mens de tværgående tråde danner skuddet. Man kan arbejde med skafte- og/eller jacquardvævning, hvor skaftevævning producerer enkle mønstre i tern og strib, mens jacquardvævning muliggør avancerede mønstre og designs, som vi kender det fra damaskduge og sengetøj.

Damask, som Georg Jensen Damask er særlig kendt for, er en væveteknik, der stammer fra Han-dynastiets Kina (200 år f.Kr.), hvor den blev brugt til fremstilling af farverige og fornemme silkestoffer. Teknikken spredte sig til Orienten via Silkevejen, og Damaskus i Syrien blev hovedsæde for damaskvæveteknikken. I Middelalderen dukkede teknikken op i Sydeuropa og bevægede sig nordpå, hvor den fik et nyt centrum i Haarlem, Holland. Det var her Georg Jensen-familien blev introduceret til væveteknikken og bragte den til Danmark.

Damaskvæveteknikken er karakteriseret ved tættere fintrådede tekstiler. Reliefudtrykket med matte og blanke overflader opstår ved, at den tværgående (skuddet) og langsgående tråd (kæden) skiftevis dominerer mønsteret. Damaskvævningen foregår på en jacquardvæv, og der anvendes primært satinbindinger (sammenbindingspunkter, der opstår, hver gang kæde- og skudtråd passerer hinanden i et mønster) for at give de smukke designs det rette udtryk og høj detaljegrad.
















Thora Finnsdóttir (f. 1974)
Thora Finnsdóttir er en dansk-islandsk keramiker, der arbejder med at transformere helt almindelige hverdagsobjekter til brugskunst af porcelæn. Hendes designunivers er nysgerrigt og eksperimenterende.
Finnsdóttir er uddannet fra Designskolen i 2009. Siden har hun designet i eget navn men også arbejdet med designs for andre, ikke mindst for Georg Jensen Damask.


FINNSDÓTTIR dug, i størrelser fra 140x250 cm til priser fra 1.580 kr.
Dugen kommer med en usynlig overfladebehandling, der lader julens fedtpletter og rødvin perle på overfladen.

FINNSDÓTTIR viskestykker, 50x80 cm 140 kr.
Sælges fra uge 40-52 i sampak med matchende EGYPT køkkenhåndklæde til 195 kr.


GEORG JENSEN DAMASK

Georg Jensen Damask er en kulturbærer af både dansk designtradition og håndværkshistorie. Vores historie bygger på stolte vævetraditioner siden 1756, men der har været vævere i familien bag Georg Jensen Damask helt tilbage til 1500-tallet.
Dengang og nu er tekstilerne baseret på klassisk design, med fokus på funktionalitet og kvalitet.  

Gennem tiden har vi arbejdet sammen med nogle af de mest anerkendte vævere, designere og arkitekter som f.eks. Arne Jacobsen, Cecilie Manz, Andreas Engesvik, Margrethe Odgaard og Nanna Ditzel. Endvidere har vi adskillige projekter bag os med Kongehuset og kan med stolthed kalde os Kongelig Hofleverandør.