CASTELLARIS er udviklet eksklusivt til Koldinghus i anledning af slottets 750 års jubilæum. Designeren bag er Diana Holstein, der har designet flere duge for os. Diana var det oplagte valg til opgaven – hendes stil er klassisk og passer godt til det royale, som slottet Koldinghus står for. At hun også er smykkedesigner er prikken over i’et, idet 750 årets jubilæet markeres med udstillingen ”Magtens smykker”.
Dugen måler 140 x 246 cm
Om designet udtaler Diana Holstein ”Min inspiration til jubilæumsdugen, CASTELLARIS, for Koldinghus er i høj grad båret af Exner-parrets lofter og de lyskonstruktioner, som de har skabt til stedet. Jeg så stjerner overalt – fra de store stråleformede stjerner i Ruinsalen til den elegante lyskonstruktion i Kirkesalen. Om sommeren er græsplænen foran slottet et meget populært samlingssted for koldingenserne. Her nyder de sene aftener under stjernehimlen. Det var derfor helt oplagt for mig at arbejde med stjernehimlen som grundtema til mønsteret. At Koldinghus er en middelalderborg fornægter sig heller ikke. Stedet kan virke næsten skræmmende første gang, man møder det. Derfor var det vigtigt for mig at få det element med i form af et kraftigt mønster, som næsten er gitteragtigt i sit udtryk. Endelig er der en grafisk hilsen til stedet i dugens mønster, hvor konturerne af det karakteristiske tårn står i borterne, og hvor man aner, at solen står op over Kolding. ”
Om Koldinghus Siden midten af 1200-tallet har Koldinghus tronet fra slotsbanken som byen vartegn. Koldinghus været et vigtigt centrum for området omkring Kolding, men branden i 1808 satte en stopper for slottets politiske og økonomiske betydning. Ruinen er dog forblevet et kulturelt symbol. Slottet er over mange år blevet restaureret og fremstår i dag som et kulturelt fyrtårn, der tiltrækker mange tusinde turister til Kolding.